Dagen innan musketöreden bröts – om vikten av att hålla ihop
Natten till onsdag valde LO-förbunden, ledda av ordförande Dennis Kristensen, att tacka ja till ett kollektivavtal för 40 000 av 120 000 regionalt anställda i Danmark. Därmed bröts det som danska medier kallat ”musketöreden” – att danska fackföreningar höll ihop i avtalsrörelsen och inte ingick avtal förrän alla var nöjda. Fram till att musketöreden bröts stod dussintals demonstranter utanför Forligsinstitutionen, där förhandlingarna pågick, och vädjade om sammanhållning och gemensamma lösningar.
Flaggor med slagord som ”En lösning för alla” och ”Vi är värda mer” fladdrar utanför Forliginsitutionen på tisdagsmorgonen. Ett par färgstarkt klädda demonstranter går runt och förser de flaggviftande händerna med kaffe och mackor samtidigt som två unga kvinnor skanderar till de som har samlats:
– Ge mig ett N! – N! Ge mig ett O! – O! Ge mig ett G! – G! Vad blir det? Nog är nog! En gång till – nog är nog!
Bakom de två kvinnorna står Gitte Valeur. Hon har varit barnmorska i 33 år och är medlem i fackförbundet Jordemoderforeningen. Hon menar att de förhandlingar som just nu äger rum är en historisk milstolpe för framtida förhandlingar och hela den danska modellen. Därför hoppas hon på ett avtal som uppfyller kraven från de offentligt anställda i Danmark.
Men selvom håbet er stort hos Gitte Valeur, er der stadig en udbredt følelse af utryghed, især blandt de mødre, som snart vil komme til at have brug for en jordemoder. De frygter, at jordemødrene ikke vil kunne hjælpe under en eventuel konflikt eller lockout, men heldigvis er netop jordemødrene blevet undtaget:
– Vi er jo blevet undtaget, så der er ikke nogen forandring i arbejdshverdagen. Dog har det skabt utryghed blandt vores brugere, som er bange for at en eventuel strejke eller lockout vil betyde, at vi ikke vil være til stede til at udføre vores arbejde.
En grøn flyttevogn kommer kørende ned ad Sankt Annæ Plads, hvor demonstranterne står og råber slagord. Som et tegn på opbakning stopper vognen foran Forligsen og dytter i kor med de højtråbende demonstranter. Mellem vognen og Forligsen sidder Martin Jensen på en foldestol og følger situationen.
Han har arbejdet som formand for 3F i Vejle i ti år, og er dybt engageret i de verserende overenskomstforhandlinger. På trods af man endnu ikke er kommet overens ved forhandlingsbordet, mener Martin Jensen alligevel, at den brede folkelige opbakning og fælles indsatser for de offentligt ansatte er noget at være stolt af:
– Der er en fantastisk følelse på gaden i dag, hvor man virkelig kan mærke fællesskabet, og hvordan vi står samlet på tværs af brancherne skulder mod skulder. Vi skal selvfølgelig gøre vores bedste for, at det ikke ender med lockout eller strejke, og derfor håber vi også på en fælles løsning.
Flyttevognen skal videre nu. Et sidste dyt og en vinkende hånd er, hvad den giver fra sig, inden man fra Martin Jensens foldestol kan se den anden side af gaden, hvor to sæt lyserøde klæder energisk vinker vognen farvel.
Bag de lyserøde farver er to kvinder. Det er Rikke Jensen og Anne-Charlotte Kiholm, der begge er medlemmer af fagforbundet Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL). Rikke er BUPL’s fællestillidsrepræsentant for pædagogerne i Roskilde, mens Anne arbejder som pædagog i Roskilde.
De smiler bredt og griner højlydt, og man skulle næsten ikke tro, at på den modsatte side af gaden, inden bag væggene på Forligsen, sidder chefforhandlerne og sveder over den tilspidsede situation. Men det er netop stemningen udenfor Forligsen, som er med til at få forhandlerne til at gå de ekstra skridt, tror Anne:
– Jeg tror, det har haft stor betydning, at man kan mærke stemningen og opbakningen udenfor forhandlingslokalet. Forhandlerne kan mærke fællesskabet, og at alle står samlet, siger Anne, mens Rikke hurtigt tilføjer:
– Man skal heller ikke underkende at der er folketingsvalg næste år. På den måde virker de fælles demonstrationer som et politisk pres, som politikerne rundt om forhandlingsbordet selvfølgelig må tage højde for. Det stærke sammenhold, man mærker udenfor, må alt andet lige give anledning til diskussion i forligsen.
Her fra de to kvinders ståsted kan man se direkte ind af Forligsens vinduer, hvor de tilspidsede forhandlingerne foregår. Lyset er tændt.
Et par meter til venstre for det tændte lys er der blevet opstillet en række plastiktoiletter, så demonstranterne ikke er nødsaget til at forlade deres post, når naturen kalder. Desuden afskærmer plastiktoiletterne lidt af larmen, hvilket gør stedet til demonstranternes foretrukne sted at foretage telefonopkald.
En af dem, som står og snakker i telefon, er Vibeke Jensen. Med sin refleksgrønne FOA-vest, sit olivengrønne regnslag og sine orange ærmer, som matcher hendes orange hår, falder hun i ét med resten af omgivelserne. Demonstrationen er meget farverig.
Efter hun får lagt på, fortæller hun, at hun er fællestillidsrepræsentant for FOA på social- og sundhedsområdet i København. Den stilling har hun haft i 28 år, og udover det har hun været i social- og sundhedserhvervet i omkring 38 år.
Selvom hun brænder for kampen om en fælles løsning for alle, føler hun, at det er svært at koordinere indsatsen med medlemmerne, når man ingen klare budskaber har til dem:
– Det har føltes rigtig svært med ventetiden. Vi skal jo hele tiden være parate til aktion, men det er svært at vedligeholde gnisten, når vi ikke kan komme med nogle klare budskaber om, hvad der skal ske. Det afhænger jo af, hvad forhandlerne siger til offentligheden.
Hun håber i hvert fald på en fælles løsning, som alle parterne kan se sig selv i, da en lockout uden tvivl er det værst tænkelige scenarie, siger hun. For udover at tage brødet ud af munden på de offentligt ansatte vil det også påvirke de borger, som normalt får hjælp af de offentligt ansatte.
Her tænker hun specifikt på plejehjemmene, hvor plejepersonalet ofte gør en dyd ud af at skabe en hyggelig atmosfære for pensionisterne, så dagene ikke bliver så kedelige og uinteressante.
– Normalt hygger SOSU-assistenterne med borgerne, for eksempel drikker de en kop kaffe med dem og sludrer lidt, eller også bliver der arrangeret noget underholdning på hjemmet. Men under en lockout vil de i stedet kun lige blive vasket lidt om munden, og vasket lidt for neden. Så får de en morgenkåbe på, og så kan de ellers nyde resten af den dag. Der er altså ingen plads til hygge, ingen plads til det, som gør dagen interessant, afslutter Vibeke Jensen, inden hun tilslutter sig resten af den demonstrerende masse uden for Forligsen.
Den stærke følelse af fællesskab kan tydeligt mærkes her på Sankt Annæ Plads, hvor slagord råbes, båthorn dyttes, bannere flagres og så fremdeles. En for alle, alle for en.
Et par timer senere, da mørket var faldet på, og størstedelen af de fremmødte havde forladt området uden for Forligsen, var det dog ikke længere en for alle, alle for en. Natten til onsdag valgte LO-forbundene nemlig, anført af FOA-formanden Dennis Kristensen, at skrive under på en aftale, som de andre hovedforbund, FTF og Akademikerne, ikke kunne skrive under på.
Musketereden er dermed blevet brudt. Nu må de næste dages forhandlinger vise, om de resterende hovedforbund formår at stå samlet, eller om musketereden i virkeligheden bare var et luftkastel.
(News Øresund – Nicklas Bunck Sørensen Andersen)
Fakta: Arbejdsgivernes generelle krav
Statens krav: Moderniseringsstyrelsen med Sophie Løhde (V) i spidsen fremførte i begyndelsen af forhandlingerne et krav om at udligne løngabet mellem offentlige og private lønninger.
Styrelsen mener, at offentligt ansatte har fået for høje lønstigninger ved tidligere overenskomstforhandlinger. Derfor er de gået ind i OK18 med en ambition om at sænke de offentlige lønninger, så de i højere grad modsvarer udviklingen på det private område.
Regionernes krav: Danske Regioner anført af chefforhandler Anders Kühnau gik også ind til OK18 med en ambition om at “bringe den i 2008 indledte forskel i lønudviklingen mellem den private og offentlige sektor til ophør” fra 2018 og frem. Derudover vil regionerne gerne lave om på arbejdstidsreglerne, så medarbejderne kan “være til stede, når patienterne og borgerne har brug for det”.
Kommunernes krav: Kommunernes Landsforening (KL) og deres chefforhandler Michael Ziegler gik ind til OK18 med samme ambitioner som staten og regionerne: “De kommunale lønninger er siden 2008 steget mere end de private, og der er skabt et løngab til den private sektor. Det er KL’s ambition at lukke løngabet og bringe lønudviklingen i balance”.
Derudover vil KL gerne målrette lønmidler på det kommunale område til rekruttering af arbejdskraft inden for sundheds- og ældreområdet, hvor der mangler varme hænder.
Kilder: Kommunernes Landsforening, Moderniseringsstyrelsen, Regionernes Lønnings- og Takstnævn.